Minimalisme i hjemmet

    Den minimalistiske indretningsstil har længe været populær i Norden, og det er ikke uden grund. Der er nemlig rigtig mange fordele ved den minimalistiske bolig. Ikke nok med at stilen er æstetisk for øjet, så kan den også være med til at give dig ro i hverdagen.

    Maria-Nørregaard-signatur-artikel

    Hvad kendetegner den minimalistiske bolig?

    Den minimalistiske indretning kendes på de store, lyse rum med masser af luft omkring møblerne. Et af de vigtigste elementer er nemlig at gøre plads til ”ingenting”. Ved at sørge for at der er luft omkring møblerne, får man et overskueligt rum og undgår en rodet bolig, der kan føles klaustrofobisk. Generelt kan det siges, at luft og lys er to helt centrale ting i den minimalistiske bolig, der ofte domineres af lyse nuancer, som hvid og grå.

    Der er dog mange grader af minimalisme. Nogle indretter sig med flere møbler, men holder til gengæld farverne afdæmpede for at skabe ro. Andre tager minimalismen mere bogstaveligt og indretter sig kun med det nødvendige. Der er altså rig mulighed for selv at fortolke stilarten. I Norden ses det også, at mange forsøger at få naturen ind i hjemmet. Ved at bruge materialer som træ og pels får boligen et varmere udtryk, der forener det stilrene look med den eftertragtede ”hygge”.

    Hvorfor skal man bruge minimalisme i hjemmet?

    I en tid, hvor hverdagen kan være hektisk med alt for mange ting at holde styr på, er det rart at komme hjem til en bolig, der er overskuelig. Fordi den minimalistiske bolig er indrettet lyst og luftigt, er den rolig at se på, og det giver plads til at kunne slappe af. Alt unødvendigt nips er fjernet, og det forhindrer et rodet udtryk. Desuden er boligen meget nemmere at rydde op og gøre rent, og det betyder, at den travle familie får mere tid til at hygge sammen.

    Få hjælp til at indrette dit hjem bedre og mere simpelt

    Feng Shui giver ro i hjemmet

    En rodet bolig giver et rodet hoved. Derfor kan den minimalistiske stil være med til at skabe overblik. Den kinesiske indretningsfilosofi, Feng Shui, beskæftiger sig netop med dette: At dine omgivelser afspejler dit indre. Derfor er det vigtigt at have orden i boligen, hvis man vil have god energi i hjemmet.

    Ved at indrette sig efter Feng Shui, kan man altså skabe større ro i sit personlige liv og få en gladere hverdag. Der er mange forskellige måder at bruge Feng Shui. Det kan både være i farvevalget og mht. møblernes placering. Overordnet handler det dog om at indrette sig, så det føles godt.

    Planter i minimalisme og Feng Shui

    Den minimalistiske bolig kan på grund af sine farver og sparsomme møblering til tider virke lidt kølig. Ved at dekorere dit hjem med planter, bryder du dog med det kølige udtryk og giver noget liv til rummet. Ifølge Feng Shui giver planter god energi til hjemmet – for ikke at nævne, at de renser luften.
    Vælg planter med bløde, afrundede former, som den klassiske stuebirk eller det eksotiske paraplytræ. Sæt dem i kedelige hjørner eller på steder, der virker lidt for tomme. Det er en perfekt måde at opnå god energi og samtidig dekorere boligens åbne rum.